Ønsker du at passe ekstra godt på dit nye snedkererede spisebord? Så skal du huske at vedligeholde og pleje den med jævne mellemrum.

Daglig rengøring

Den daglige rengøring klares blot med en opvredet klud. Tør altid væsker op omgående, så træet ikke står og er vådt.

Det frarådes at bruge sæbebaserede produkter, da de udtørrer træet. Et mildt rengøringsprodukt kan anvendes ved grundig rengøring – men vær meget omhyggelig med olieringen, og hold øje med om træet fremstår tørt.

Vedligeholdelse

Selvom bordpladerne leveres olieret fra fabrikken, er massiv træbordplader aldrig færdigbehandlet. De kræver løbende pleje og vedligehold, det gør de fordi træ er et naturmateriale, som optager og afgiver fugt i takt med skift i temperatur og luftfugtighed.

Får du ikke vedligeholdt bordpladen tilstrækkeligt, er der risiko for at den kan udtørre og dermed krumme, sprække eller blive plettet.

Det anbefalede plejeinterval, for at holde bordpladen mættet med olie er:

  • Plej træbordpladen straks efter montering, herefter 2 gange mere med 3 dages interval
  • Plej træbordpladen 1 gang om måneden, de første 6 måneder
  • Plej herefter træbordpladen 2-4 gange om året

Pletfjerning

Farvede væsker kan medføre misfarvning af træet, og børfjernes hurtigst muligt.

Ved træsorter med naturligt højt syreindhold (fx eg), er der risiko for at træet optager rust fra gryder og lignende. Disse aftegninger kan i værste tilfælde trænge hele vejen ned igennem træet. Ligger skaden kun i overfladen, kan den ofte slibes væk, men er den trukket langt ned i træet, skal man være opmærksom på at slibning kan efterlade en fordybning.

Bemærk! Brug ikke skrappe rengøringsmidler

  • Klor, salmiak og brun sæbe har en ætsende virkning
  • Skurepulverholdige rengøringsmidler er ridsende
  • Opløsningsmidler (acetone, alkohol, terpentin mm.) angriber overfladebehandlingen og skader træet

Ridse- og varmefasthed

Massivtræ er ikke ridsefast og tåler kun let varmepåvirkning. Det anbefales altid at benytte skærebræt og bordskåner.

Vedvarende varmepåvirkning fra gryder, pander, husholdningsudstyr og varme væsker kan resultere i revnedannelser, dampskjolder mm. Varmeafgivende husholdningsudstyr placeres på varmeafvisende underlag, for at mindske risikoen for misfarvninger samt revnedannelser.  

Påføring af plejeolier

Anvendelsesområde: Kan bruges på alle gængse træsorter. Kun til indendørs brug.

Plejebehandling:

1.      Inden påføring af plejeoliering slibes pladen let med en slibesvamp (korn 220) - der slibes langs årerne.

2.      Efter slibning rengøres pladen med en hårdt opvredet klud - der må ikke ligge pudsestøv på overfladen (Obs der må ikkebruges sulfo-produkter).

3.      Når pladen er helt tør, påføres plejeolien med en svamp eller fnugfri klud (ryst flasken før brug). Sørg for at hele pladen er dækket af olie.

4.      Herefter tørres den overskydende olie væk med en ren fnugfri klud.

5.      Gentag behandlingen efter 8-12 timer, til bordpladen er mættet.

Vent ca. 12 timer efter endt behandling, inden bordpladen tages i brug, så olien kan nå at hærde op. Ved skjolder og pletter slibes med fint sandpapir (korn 180), der slibes langs træets årer. Herefter gentages plejebehandlingen. Bordpladen bør jævnligt olieres som beskrevet her. Hvis bordpladen fremstår mat eller skjoldet, skal den strakt behandles.