Når du skal have ny bordplade, beder vi dig tale stilling til om din vask og kogeplade skal underlimes, planlimes eller ilægges. Men hvad betyder det egentlig, og hvad er forskellene på de tre monteringsmuligheder?

Underlimning

I dag er underlimning blevet den mest populære måde at få monteret sin vask, vælger man en underlimet vask kommer bordpladen mere til sin ret, fordi vasken limes fast på undersiden af bordpladen, derved er bordpladen helt blottet. Særligt hvis man har valgt en smuk, tyk naturstensbordplade, vil en underlimning give god mening. Samtidig undgår man kanter og revner, hvor der samler sig snavs og krummer, og hele rengøringen bliver bare nemmere.

Planlimning

Det er også muligt at vælge en planlimet vask, her er der fræset en fordybning ned i bordpladen, der giver plads til at vaskens kant kommer ned i bordpladen at ligge, og dermed flugter vaskens kant med bordpladen. En kogeplade kan ligeledes monteres planlimet, så den flugter med bordpladen, og derved undgå en dum kant, der samler snavs. En planlimet vask eller kogeplade bliver fuget rundt i kanten, for at fjerne den smule luft der laves, når der skæres huller i bordpladen, både for at passe på kogepladen og bordpladen.

Ilægning

Den sidste og mest simple måde er med et ilægningshul. Et ilægningshul er hvor vasken eller kogepladen hviler ovenpå bordpladen. Her skæres der blot et hul i bordpladen, som elementet sænkes ned i. Når en kogeplade eller vask monteres som ilægning får man en kant, der kan samle snavs og som er lidt bøvlet at rengøre omkring.

Ikke alle køkkener, vaske eller kogeplader kan klare alle tre monteringsmuligheder, derfor er det en vigtig beslutning at tage, forholdsvis tidligt i forløbet. Så bordpladen får de rigtige udskæringer, og vasken har en kant der passer til den ønskede montering.

Der er ikke noget der er "bedre" end andet, det er en personlig beslutning. Alle tre metoder er lige funktionelle, så det handler mest om æstetik og hvor nem rengøringen er.